Det er onsdag, telefonen ringer - den må lige vente - for sidder på kursus som en del af min aktivering... PAUSE......
Så må jeg hellere finde ud af hvem det var der ringede, for jeg kunne jo være heldig at det var respons på en af de mange ansøgninger jeg har sendt ud det sidste halve år.
Og både og, det var et tilbud om en samtale, men ikke på en af mine ansøgninger men på et forespørgelse jeg havde lavet 2 dage før... "har du lyst at komme ud og snakke med os i morgen så har vi måske noget til dig, minimum 14 dage men måske hele sommeren"
Selvføglelig har jeg lyst til at kigge ud på Østervang dagen efter, men samtidigt med at jeg siger farvel og på gensyn kommer de første tanker, tanker der flyver 7 år tilbage, tilbage til den dag hvor mit liv tog en uventet drejning.
Kunne det virkelig passe at jeg efter 7år skulle vende tilbage til det arbejdsområde jeg så pludselig måtte forlade og som krævede mange tåre at acceptere
- Kan jeg holde til det
- Kan jeg stadig finde ud af at have med mennesker at gøre
- Og vil jeg igen komme til at elske det arbejdsområde lige så højt som den gang.
Vil aldrig glemme den følelse det var at fortælle min mand at jeg skulle til jobsamtale for i alt den tid vi har været sammen har jeg enten gået sygemeldt eller arbejdsløs.
Torsdag - Sommerfugle i maven - Svedige hænder - Et hjerte der hamre - Tiden går for langsom - Sidder i bilen igen - Ringer til min mand - JOBBET ER MIT
Tænk at på præcis årsdagen på min ulykke får jeg job igen, jeg er sikker på at det er et tegn på at nu starter 7 gode år hvad angår job og arbejde når nu de 7 dårlige år netop er slut....
Jeg tænker tit tilbage på den dag for 7 år siden og stadig er der flere timer som er fuldstændig væk for mig, jeg husker ikke ulykken, og timerne efter husker jeg kun i glimt
- lyden af sirener
- smerten i ansigtet og ryggen
- min fars ansigtsudtryk da han ankommer til hospitalet
- smerten i baghovedet efter mange timer spændt fast på et board og med nakkestøtte på
- smagen af blod
Dette var hvad jeg så i spejlet efter at de havde vasket og lagt gelonet på de værste skade og når jeg ser på det, forstår jeg godt min fars ansigtudtryk den dag - for han så mig før de overhovedet havde gjordt noget ved mig.
Og jeg kan da ikke slutte uden et billed af mig idag 7 år senere klar til at starte på arbejde i aften - jeg glæder mig som et lille barn men også med en lille smule frygt.
![]() |
Billedet taget af min mand i Randers Regnskov |
Pas godt på jer selv der ude, livet kan alt for hurtig tage en uventet drejning
S.Steiness