Livet er finuligt......

Kærligheden kommer når man mindst venter det og nogen gange fra en uventet kant.

Jeg har tit hørt om at det kunne ske men har aldrig selv oplevet det før nu.

Tænk at have gået op og ned af hinanden i 4år,

Kun været venner

Aldrig set ham på anden måde før nu, hvor det er kommet snigende.

Først begynder man at savne ham når han ikke kommer ned i løbet af dagen,

Så begynder man at tage sig selv i at smile når man ser ham

Og pludselig opdager man at de samtaler vi har bliver mere og mere personlige og fortrolige,

Man begynder at kende ham - han er ikke længere bare min eks mands kammerat nej nu er han min ven, min kammerat.

Til sidst bliver man nød til at spørger sig selv om hvorfor er det at jeg er en lille takt gladere når vi er sammen?

Det svar jeg kom frem til var for mig ganske overraskende og lidt skræmmende for er det noget man skal fortrænge igen eller er det noget man skal agere på?

Og er det ikke lidt tidligt at kærlighed og følelser igen begynder at spirer i mit sind,

Det er trods alt ikke længe siden jeg var en gift kvinde i et ægteskab jeg troede var godt

- at det så har vist sig at det var et ægteskab fyldt med løgne og utroskab er jo hvad det er -

Men må holde mig til min eks mands devise om at følelser kan man ikke styrer og dem er man ikke herrer over opstår,

men når der er et venskab inde over som er utrolig værdifuldt giver det et dilemma,

for hvad hvis ikke det er gensidig og man derved sætter det på spil ved at fortælle det.

Et lille ord,

Et lille tegn fra ham

 Gjorde det klart at det skulle jeg ikke være bekymret for, for ham havde det på sammen måde over for mig,

men en weekend på sjælland gjorde tiden lang,

 Før vi kunne finde ud af om det ville være akavet eller om de følelser i begge havde var en naturlig udvikling af vores venskab.

Og ja for hver dag der er gået siden vi besluttede at vi ikke ville skjule vores følelser for hinanden

Er jeg kun blevet mere og mere klar over at jeg igen oplever kærligheden

Og priser mig lykkelig for at jeg har fundet en person,

 som får det bedste frem i mig,

 som jeg nyder hvert sekund sammen med.

En person som allerede kender de fleste gode og dårlige sider jeg har

og som alligevel kan få mig til at smile på en regnvejrsdag.

En person som elsker mine hunde lige så højt som jeg

og acceptere at de fylder meget.

Jeg kan vel ikke andet end at føle mig heldig

for selvom dette er nyt så føles det så naturligt og rigtigt at man forundres

og så vil jeg være ret ligeglad med at dette sker så hurtigt efter bruddet.

Forelskelse og følelser løber hånd i hånd gennem mit liv i øjeblikket

og jeg har på ingen måde tænkt mig at stoppe det,

jeg vil hellere læne mig tilbage og nyde hverdagen fuldt ud

 fordi jeg ved at han er lige så glad for udviklingen som jeg.

- at dette eventyr aldrig slutter

men i stedet går over til at blive en hverdagshistorie med lykkelig slutning...