Alle har brug for et pusterum,
et fristed,
et åndehul,
et sted hvor man lader op
For mig er heden sådan et sted, jeg elsker at tage der ud med hundene, nogen dage er vejret helt perfekt, andre dage er det så varmt at fluerne gør det næsten ulideligt at være der ude, andre dage igen overrasker vejret en og man kommer til at se sådanne ud
Men lige meget hvordan vejret er, har jeg behov for at komme der ud, for ud over det er der jeg får styr på mine tanker, er det også min tid sammen med mine hunde og det er deres tid, der hvor de har min fulde opmærksomhed.
For selvom jeg virkelig gør meget for at de ikke skal føle sig tilsidesat efter Lukas er blevet født, kan jeg jo godt se at det sker i hverdagen og især nu hvor jeg er startet i skole.
Jeg elsker dem ligeså højt som før og derfor gør det også ondt inde i mig at det sker, for de er stadig mine børn, som de har været i henholdvis 8 og 6 år, så heden er også et sted hvor jeg får bugt med noget af min dårlige samvittighed.( er lidt glad for at jeg ikke skal ha flere børn, ville være bange for at der ikke var kærlighed nok )
Når jeg går mine ture derude, bruger jeg meget tiden på at tænke, at få mine tanker og følelser på plads i de rigtige kasser
- kæresten
- trolderikken
- hundene
- økonomi
- skolen
- vægten
Ja alt kommer frem og bliver lagt på de hylder hvor det hører til, det er derude at jeg får tænkt igennem når det bliver svært at leve sammen med en med asperger, eller når jeg synes der er alt for mange udgifter ved at have hus og barn og når jeg fortvivlet spørger mig selv om jeg gør de rigtige ting i forhold til min søn og hans trivsel.
Så når jeg kommer ud på heden og der er andre mennesker, bliver mit frirum, mit åndested forstyrret og jeg kan slet ikke nyde det.
Lige pludselig bliver det, der normalt er med til at få min hverdag til fungere bare en gåtur.....