Kære Dino
Min tro væbner, som i over 10år har stået last og brast ved min side, jeg håber jeg gjorde det rigtige da jeg lod dig få fred i tirsdag og jeg håber du tilgiver mig for kun at kunne følge dig til himmelporten men ikke med ind.
I de 10 år vi fik sammen er det ikke mange dage vi har været fra hinanden, for ligesom du blev rastløs når jeg ikke var hjemme, så var jeg heller aldrig helt mig selv når jeg var væk fra dig.
Jeg ville kunne skrive side op og side ned om alle de ting vi har oplevet sammen, men klumpen i halsen og knuden i maven, når jeg skal skrive eller fortælle om vores oplevelser sammen er stadig for stor.
En ting er sikkert at du er det bedste der er sket i mit liv og jeg er dybt taknemlig for hver en dag jeg har fået sammen med dig.
Jeg takker dig for at have tillid til mig da jeg bragte en hund mere end i vores lille flok, og jeg ved at jeg satte dig på en prøve da jeg kom hjem fra sygehuset med Lukas og igen bragte børn ind i din hverdag. Børn som du ikke var glad for og som du ikke stolede på fordi at du i de første 3 år af dit liv havde meget grimme oplevelser, men du stolede på mig, og på at jeg nok skulle sørger for at de ikke gjorde dig ondt.
Jeg ved at jeg aldrig vil kunne finde en så loyal og fantastisk hund som dig nogen steder og du vil altid være MIN hund, på en eller anden både har jeg haft "min" hund og selvom jeg i fremtiden skulle få andre hunde så vil det altid være dig der er min hund.
Nu vil jeg tage mig at Buller som savner dig, og som går og leder efter dig, han har på en eller anden måde altid stået i skyggen af dig, men nu er det på tide at vores forhold begynder at blomstre så jeg på den bedste måde kan hjælpe ham videre efter tabet af hans bedste ven.
Og jeg vil tage mig af Lukas som går og kalder på dig, finder legetøj frem til dig, som henter godbidder der kun er til dig og som ikke kan finde ud af hvor det er du sover henne.
Så kære Dino du har bestemt sat dine potespor i vores hjem og familie, og du skal vide at du aldrig vil blive glemt og altid i mit hjerte vil være gemt.
Jeg har jo tonsvis af billeder af dig, men her er nogle af de nyeste som jeg virkelig elsker, blandt andet billeder af dig og mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar