Det er ingen hemmelighed at jeg arbejder på udrejsecenter Kærshovedgård, et arbejde som jeg er rigtig glad for og med en beboergruppe som rigtig mange ynder at diskutere og have en holdning om, om de kender dem eller ej.
jeg har siden min pure ungdom aldrig blandet mig i debatter eller samtaler som har omhandlet udlændinge og indvandredebat, fordi jeg på egen krop har mærket hvor hurtig man kan blive stemplet det ene eller det andet om man er det eller ej.
Den oplevelse jeg har ligger helt tilbage til folkeskolen slutningen af 6. klasse, starten af 7.klasse. hvor jeg boede på Nørrebro i København, og gik i en klasse hvor der var en masse forskellighed, men også en klasse hvor der ikke var så stor rummelighed, som man kunne have forstillet sig.
Den gang tænkte jeg ikke over hvad racisme var, for mine venner kom fra alle mulige lande og det betød jo ingen ting. vi var jo bare en flok unge mennesker med alt for mange hormoner i kroppen.
Alligevel kom jeg under en lejrtur til at sige det utænkelige den gang, at jeg ikke kunne lide den populære dreng i klassen og selvom det for mig handlede om personlighed, kom det for flere i klassen til at handle om at han var fra Albanien og at jeg derfor måtte være racist.
Og lige meget hvad jeg sagde og gjorde så kunne jeg ikke få det prædikat af mig igen og som steppebrande bredte det sig til hele klassen og faktisk også vores parelle klasse.
Det gjorde at jeg til sidst ikke ville i skole for det var ikke særlig behageligt at være i, og veninder jeg havde stoppede med at snakke med mig.
Den gang besluttede jeg at jeg aldrig ville kommentere på noget som kunne give den mindste antydning af at min folkeskoleklasse havde haft ret.
Jeg har siden hen haft rigtig mange venner og bekendte som kom fra alle mulige steder i verden og som troede på vidt forskellige ting, for som altid har personlighed fyldt mest for mig.
Men jeg har aldrig lade min holdning skinne igennem, jeg har sgu været lidt af en vatpik for jeg har ikke stået op for de af mine venner, som har haft brug for det, når de blev behandlet forkert.
Men på sådan en højhellig søndag, 3 dage før min 41 årige fødselsdag gjorde jeg det jeg ellers ikke har gjort siden den gang, jeg debatterede med bekendte på Facebook omkring udlændinge i Danmark og med det resultat at jeg har måtte slette "bekendtskaber" fordi jeg ikke vil kaldes alt muligt, bare fordi vi ikke er enige.
Det pudsige er at nu var det med modsat fortegn, nu var jeg ikke racist, men landsforræder fordi jeg mener at vi danskere skal behandle alle mennesker som er i Danmark med bare en smule respekt også beboerne på mit arbejde.
Men den lille oplevelse her i dag fik mig til at tænke tilbage på min klasse (og ja jeg har flere af dem fra den gang på min venneliste på fb i dag og hvis man spurgte dem ville de nok ikke kunne huske oplevelsen) og på hvordan små ting den gang kunne vokse sig store på en hel anden måde end tingene gør i dag.
For den gang var der ikke internet, der skulle man stå ansigt til ansigt med dem som mobbede en, det var det et meget aktivt valg at mobbe den gang.
Nu sker mobningen uden vi helt tænker over det, uden at vi kender dem vi mobber, fordi det sker over nettet på de sociale medier.
Jeg kan som mor til en dreng på 8 frygte for om han skal opleve det og håbe på at jeg får han opdraget så godt at han ikke gør det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar