Kære Mormor
Når en dør lukkes så åbnes en anden, når jorden mister en stjerne betyder det at der på himlen kommer en ny. Din dør som altid har været åben er nu lukket og jeg har mistet mit barndommens fristed, mit helle hvor jeg altid var god nok og hvor jeg vidste jeg betød noget, når jeg var i tvivl alle andre steder.
Jeg har slet ikke styr på hvor mange aftner jeg har brugt hos dig og hvor mange samtaler om alt mellem himmel og jord vi har haft.
2 ting du har sagt til mig, er siden hen blevet læresætninger for mig og noget jeg prøver at leve efter.
Du sagde:
Husk altid at have hjertet med i alt hvad du gør, så er det aldrig forkert.
Lad ikke ord ødelægge hvad af hjertet er skabt.
Da jeg for 10 år siden flyttede fra Sjælland af, var savnet til dig det som virkede stærkest og skabte mest hjemve, men igen sagde du at hvis jeg havde hjertet med, så ville hjemveen aldrig blive et problem, men hold da op hvor har jeg følt mig langt væk, når du har haft det skidt.
Da du for 3 år siden røg i respirator og vi den gang ikke viste hvad vej det ville gå, havde jeg lige fundet ud af at jeg var gravid.
Jeg besluttede derfor at du skulle være den første som fik det af vide og jeg glemmer aldrig dine øjne da jeg sagde at nu skulle du kæmpe for nu skulle du være oldemor.
Og siden Lukas kom til verden har jeg aldrig været i tvivl om at du var stolt af ham og din nye titel som oldemor for nu var du ikke længere bare mormor.
Jeg er ked af at Lukas ikke får lov til at have dig længere men jeg er glad for at i trods alt nåede at lære hinanden at kende og at jeg kan vise ham billeder af jer sammen.
Når Lukas bliver større vil jeg tage ham med ud i mørket og lade ham finde dig på himlen for jeg ved du vil kigge ned på os og blinke så vi kan finde dig deroppe blandt alle stjernerne.
Det sidste billede jeg har af dig og Lukas, er fra din fødselsdag i sommers og et billede som har fået et helt specielt plads i mit hjerte og som vil komme til at bryde min væg frem over.
I går mormor, tog du ud på rejsen væk fra mig, væk fra os, væk fra denne jord og selvom det var hårdt at følge dig på vej, havde jeg ro i sindet for jeg havde sagt farvel.
Jeg stod der mens du kørte din vej og det gik op for mig, at jeg aldrig mere skal høre din stemme eller spille et slag kort med dig.
Men du skal vide kære mormor at du aldrig nogen sinde vil blive glemt og jeg vil sørger for at du ikke kun lever videre i mit hjerte, men også i dit oldebarns.
Jorden er virkelig blevet en stjerne fattigere, men mit hjerte fyldt med endnu mere guld fordi at alle minderne om dig nu titter frem og kun kan få mig til at smile.
Farvel mormor til vi ses igen...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar