Hvem passer på dig.....

Når man både har en kæreste og en søn med udfordringer, og har et utrolig stort omsorgsgen, så kan man godt glemme sig selv lidt.

Det har jo også betydet at jeg rigtig længe undertrykte mine smerter eller smilede endnu mere når jeg havde en dårlig dag.
Kun i små glimt kunne jeg sænke min facade og lade andre tage styringen lidt, det var når jeg var sammen med mine forældre, så kunne jeg i forhold til min søn lige få 10 min hvor jeg tænkte på mig selv. Men det resulteret i at jeg følte mine forældre begyndte at "fordømme" mig, derfor var det pusterum jeg troede jeg havde alligevel ikke rigtig været der, fordi det bagefter inde i mit hovedet blev forvandlet til dårlig samvittighed.

I sensommeren sad jeg en nat og snakkede med en kollega omkring nogen af alle de ting som lige fyldte, da hun lige pludselig kiggede på mig og spurgte: når nu du passer på alle andre hvem passer så på dig?.
Jeg var lyn hurtig til at svare at det gjorde jeg da selv og så ellers komme ind på noget andet, for jeg kunne med det samme mærke at hun havde ramt et lille ømt punkt dybt inde i mig.

Resten af natten kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvem der passer på mig og passer jeg endelig på mig selv som jeg fik svaret? Jeg kom frem til at jeg nok ikke passede helt så godt på mig selv som jeg gerne ville og som jeg måske gik og troede.
For passede jeg på mig selv når jeg hele tiden skulle være på forkant, så Lukas ikke mærkede kærestens begyndende depression og mine tiltagende smerter i arm og skulder, passede jeg på mig selv når jeg fik sværere ved at sove efter mine vagter, passede jeg på mig selv når jeg kunne mærke at jeg ikke hellere helt var den mor jeg gerne ville være.

Den næste nat kom en anden kollega forbi, hun har et sommerhus ved Vesterhavet og og pludselig viste jeg hvad jeg måtte gøre. og fra tanke til handling er der tit ikke langt for mig og inden natten var ovre havde jeg lejet hendes sommerhus og godt på vej til at planlægge en alene weekend, bare mig ved Vesterhavet - stilhed, havluft og mulighed for at være alene med mig selv og derved stresse af.
Fordi det var mig selv, som skulle passe på mig selv, så måtte jeg gøre det ordenligt og være helt alene. for ellers kunne jeg ikke være den mor jeg gerne ville og jeg kunne ikke være den Sussi jeg er, men som nogen gange gemmer sig ret godt og derfor er svær at finde.

Jeg havde en skøn weekend hvor jeg virkelig fik slappet af og tænkt en masse tanker, som skulle blive til planer hen over efteråret og vinteren, jeg havde en weekend hvor jeg blev klar over at jeg skulle blive bedre til at passe på mig selv, så jeg kunne passe på andre og vi kunne være i vores hverdag.
Jeg blev klar over, at en del af det, at passe på mig selv, var at jeg engang i mellem fik en weekend hvor jeg var i fokus, hvor mine behov og lyst var i højsædet.

Desværre blev der sat en stor fed kæp i hjulet på alle mine planer, da jeg på arbejdet ugen efter fik en arbejdsskade som ødelagde min skulder helt og gjort at jeg har været sygemeldt siden.
Alle de her tanker og planer for hvordan jeg kunne være en bedre mor, og være mere den mor jeg gerne ville og ønskede blev begravet.
Istedet blev jeg en mor der bare overlevede,
en mor der kæmpede med ikke at vise hvor dårligt jeg havde det,
en mor der ikke passede på sig selv,
en mor som bare sad og hang, mens hun havde ondt af sig selv,
en mor der ikke gad noget og som hele tiden var sur
og en mor som glemte sit ønske om at Lukas ikke skulle blive mærket af hvor dårligt jeg havde det.

Jeg blev så meget anderledes at Lukas en dag spurgte mig: Mor, hvornår bliver du normal igen.
Længe troede jeg, at det var fordi at han gerne ville have min skulder til at gå i orden igen, men en måneds tid efter kiggede han igen på mig og sagde: Mor du er altid sur, hvornår er du ikke sur længere?
Sikken en mavepuster at få, men også et wakeup call, jeg bliver simpelhen nød til, at blive bedre til, at passe på mig selv, for ellers kan jeg ikke passe godt nok på Lukas og give ham den mor, som han fortjener.
Heldigvis for både ham og mig, går jeg på smerteklinik/smerteskole for lige netop at lære det, så jeg kan sige, at jeg passer på mig selv, ja jeg passer godt på mig selv.

Så nogen gang er det godt at spørger sig selv og sine nærmeste 

- hvem passer på dig, når du passer på alle andre..

Engang imellem er man nød til at bryde igennem, for at komme ud på den anden side...