Autisme - hvordan ser det ud?

Nu er det godt en uge siden og det er ved at synke ind, men om jeg helt har forstået det, det tro jeg ikke.

Vi har jo længe set at Lukas havde nogen udfordringer og har derfor været i tæt kontakt med PPR omkring ham for at får redskaber til at hjælpe ham ud i det som er svært. Og rigtig mange at tingene har også hjulpet.

Vi har hele tiden taget i mod alt hvad hvad der har været af tilbud og afprøvet de forslag de har haft af pædagogiske tilgange eller virkemidler, nogen har vi taget til os i vores familie og andre har vi måtte kaste væk fordi det ikke har fungeret enten for Lukas ellers så for Flemming som med hans diagnoser kan have svært ved ting som ikke helt giver mening.

Sidste år i november blev vi henvist til BUA - børne unge afdelingen(psykiatri) fordi det ville være rart at få afklaret om der var noget dybere i de udfordringer Lukas havde.
Så hele dette forår har vi gået til undersøgelser, samtaler og test med Lukas ind til de besluttede at de havde brug for at se ham noget mere, for at kunne give den helt rigtige diagnose.
Derfor brugte han de sidste uger op til sommerferien på at være på Skejby sygehus hvor BUA har deres dagafsnit. så hver morgen blev han hentet og kørt derop og havde så en helt almindelig børnehave dag der oppe inden han så kom hjem igen om eftermiddagen.
Lukas var rigtig glad for at være der og havde nogen super køreturer med en helt fantastisk taxachauffør, den samme hver dag og super hurtig til at aflæse om Lukas havde brug for at snakke eller brug for bare at se Ipad hele vejen.

Alt det her, har vi jo så skulle have et svar på og det var sidste tirsdag vi skulle det, det aller sværeste i hele dette forløb, for at skulle ind og have sat et mærkat på min søn, at give ham et stempel for livet, et stempel som vil forfølge ham og som ikke bare kan fjernes igen.

Det var den sværeste time jeg har været med til, i alt det her, for hele 3 mærkater blev der sat på hans ryg, noget af det havde vi set, men der var også noget af det, som jeg ikke havde set komme og som jeg ikke helt støtter.

Men nu er vi her og så er det bare at hjælpe Lukas i det og tage i mod alt den støtte, som vi kan få, så længe det er til gavn for Lukas, for i sidste ende er det jo os som forældre, som ved hvad der er bedst for Lukas.

Men i alt det her, har det været vigtig for mig at huske på, at Lukas er jo helt den samme søde, kærlige, vildt fantasifulde dreng som før, det ændre et stempel i nakken jo ikke på.

Men for at svare på mit eget spørgsmål: hvordan ser autisme ud

Kan jeg her sætte et billede af Lukas ind for hans hoveddiagnose er: 

Atypisk autisme