En osteklokke over hovedet

Hvor længe kan man holde og hvor langt kan man presse sig selv ud, jeg tror det er den øvelse jeg har gang i overfor mig selv i øjeblikket.

For lige nu, lever jeg ikke i en osteklokke men med en osteklokke over hovedet, som kun bliver mindre og mindre hver dag.

En osteklokke som hele tiden skal rumme mere end der er plads til, for der skal hele tiden være mine kroniske smerter, min kamp for at gå på arbejde hver dag og min kamp for at acceptere mine egne begrænsninger, der ud over skal det rumme alt det med at være en familie med 2 autister, min søn og hans gøren og laden i det at starte i skole og blive ældre og en smule mere bevidst om at der er nogen punkter, hvor han ikke er ligesom hans venner. 

Til sidst og ikke mindst, skal der også være plads til min kæreste og hans udfordringer, for selvom vi nu har fået en bostøtte til ham, som skal hjælpe med at samle alt det op som ikke længere kan være i min osteklokke og som han ikke helt ved hvad han skal gøre med. Så skal jeg stadig være backup fordi vi jo er en familie.

Og for at få plads til alt dette i min lille osteklokke, så er der noget som må sættes til side. Og lige nu er det blevet mig selv, jeg kan ikke længere mærke mig selv, jeg ved ikke overordnet hvordan jeg har det. 

Det eneste jeg ved er at:

 jeg ikke sover særlig godt om natten, 

jeg er konstant træt, 

jeg glemmer selv helt banale ting, 

jeg kan græde uden grund, 

jeg er ikke længere glad, 

 jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst smilte, sådan uden det var påtaget.

Det er ikke helt galt når jeg har dette billede på min facebook profil, man siger nogen gange at et billede siger mere end ord, så til slut sætter jeg et billede ind af mig selv, så er det jo til fri tolkning hvad det siger.