Tomhed, smerte, afmagt, gråd ja mange ting fare gennem kroppen, når tæppet bliver trukket væk under en.
Søndag aften fortalte min mand, snart kommende eks mand at han valgte stien lige ved siden af ham, stien væk fra mig da han slet ikke havde lyst til at kæmpe ja overhovedet være sammen med mig, han valgte i mine øjne den lette løsning at vi nu skal separeres.
Mit hjerte springtes, min verden styrtede i grus, ramte lige bunden et øjeblik inden jeg igen fik hovedet op til overfladen, OK hvis det er det han vil.
Så er der jo intet at komme efter,
ikke at jeg vil sidde tilbage som en forsmået kvinde, nej nu skal der planlægges og handles så jeg kan komme ud af dette ægteskab så hurtig og så smertefrit som muligt.
For jeg kan virkelig ikke holde ud at se på ham, at se at han bare opgiver vores liv uden at kæmpe, men som han siger så har han ikke noget at kæmpe for og så er han jo sådan set videre i teksten.
Men hvor er der mange ting, man lige pludselig skal tænke på når et fælles liv skal gøres op i 2 enkel liv som hver især skal videre.
Jeg synes måske det er lidt nemt bare at komme med den spand kolde vand uden overhovedet at have sat sig ind i hvad der så skal ske, bare at tro at når bomben er sprunget så er der masser af tid til at se efter hvordan man kan føre evalueringsplanen ud i livet.
Og nogle steder vil det måske kunne gå, men ikke i nærheden af mig for når mit overlevelses instinkt tager over skal alt klares hurtigst muligt så vi kan komme videre, der er jo ingen grund til at dvale ved smerten for jeg kan først begynde at samle de tusind stykker af mit hjerte sammen når alt andet er på plads og han er ude af mit liv.
Nå handling bliver sat i værk, begynder tankerne at komme - hvem skal have hvad og hvorledes - hvem har råd til huset - hvad med hundene, bilen, fremtiden ja mange spørgsmål melder sig og blander sig med tårer.
Jeg er nød til at være stærk, for et spørgsmål kræver flere tanker og overvejelser, end et hvert andet spørgsmål der vil kunne opstå og det er:
Har jeg lyst til at blive her i jylland hvor mit liv har foregået de sidste 6 år og hvor jeg har hele mit netværk, eller vil jeg tilbage til sjælland hvor min familie er men hvor jeg intet netværk har tilbage
- hvad vejer tungest og hvor ser jeg mig selv om et halvt eller helt år.
Mange ting kører rundt i hovedet og i kroppen men en ting som slår utrolig hårdt og som jeg ikke fatter er hvor hurtig det hele er gået for, for 14 dage siden gik jeg og troede det hele var godt og at vi havde et stærk ægteskab som intet kunne rokke ved.
Vi havde haft, hvad jeg synes var en fantastisk dag i skandinavisk dyrepark,
en dag som stod i hyggens tegn,
en dag hvor der blev smilt, grint, talt, kysset og pjattet
ja en helt igennem skøn dag.
Ugen efter falder den første bombe da han en lørdag aften fortæller mig at han ikke er sikker på at han elsker mig længere,
at han ikke er sikker på der er nogle følelser tilbage
og at han har brug for en pause, noget plads til at finde ud af sig selv.
En uge senere i søndags springer den næste bombe han vil have en separation for han er vokset fra mig,
der er intet tilbage,
intet kærlighed,
intet at kæmpe for,
men det havde jeg næsten regnet ud selvom håbet stadig var der, for ellers kan man ikke opføre sig så koldt og ligeglad
ja jeg må sgu indrømme af det psykiske smerte helved jeg gennemlevede den uge ønsker jeg virkelig ikke for andre.
Men jeg kan da ikke helt lade være med at begynde at spekulere på hvilken bombe han lader springe næste weekend
- at han allerede har fundet en ny?
- at han har fået ny lejlighed og flytter dagen efter?
- at han har været mig utro?
Ja der er nok af muligheder og derved kommer spekulationerne også.
Heldigvis skal vi ikke se hinanden.
Da jeg skal til fest fredag og mine forældre kommer fra lørdag til søndag og igen weekenden efter
- lige præcis hvad jeg har brug for, at vide jeg er god nok lige meget hvad og så skal de hjælpe mig med at se klart på alle de ting jeg skal til at tage stilling til.
Og en ting er sikkert at lige meget hvor meget jeg har hadet dem gennem tiden og lige meget hvor træls jeg synes de har været, så er de guld værd i svære situationer og jeg sætter utrolig stor pris på dem.