Et tilbage blik og en fremtids tanke

Livet er forunderligt og har det med at vende ting på hoved når man mindst venter det.

Det er ingen hemmelighed at jeg arbejder på udrejsecenter Kærshovedgård, et arbejde som jeg er rigtig glad for og med en beboergruppe som rigtig mange ynder at diskutere og have en holdning om, om de kender dem eller ej.

jeg har siden min pure ungdom aldrig blandet mig i debatter eller samtaler som har omhandlet udlændinge og indvandredebat, fordi jeg på egen krop har mærket hvor hurtig man kan blive stemplet det ene eller det andet om man er det eller ej.

Den oplevelse jeg har ligger helt tilbage til folkeskolen slutningen af 6. klasse, starten af 7.klasse. hvor jeg boede på Nørrebro i København, og gik i en klasse hvor der var en masse forskellighed, men også en klasse hvor der ikke var så stor rummelighed, som man kunne have forstillet sig.

Den gang tænkte jeg ikke over hvad racisme var, for mine venner kom fra alle mulige lande og det betød jo ingen ting. vi var jo bare en flok unge mennesker med alt for mange hormoner i kroppen.

Alligevel kom jeg under en lejrtur til at sige det utænkelige den gang, at jeg ikke kunne lide den populære dreng i klassen og selvom det for mig handlede om personlighed, kom det for flere i klassen til at handle om at han var fra Albanien og at jeg derfor måtte være racist. 

Og lige meget hvad jeg sagde og gjorde så kunne jeg ikke få det prædikat af mig igen og som steppebrande bredte det sig til hele klassen og faktisk også vores parelle klasse. 

Det gjorde at jeg til sidst ikke ville i skole for det var ikke særlig behageligt at være i, og veninder jeg havde stoppede med at snakke med mig.

Den gang besluttede jeg at jeg aldrig ville kommentere på noget som  kunne give den mindste antydning af at min folkeskoleklasse havde haft ret.

Jeg har siden hen haft rigtig mange venner og bekendte som kom fra alle mulige steder i verden og som troede på vidt forskellige ting, for som altid har personlighed fyldt mest for mig.  

Men jeg har aldrig lade min holdning skinne igennem, jeg har sgu været lidt af en vatpik for jeg har ikke stået op for de af mine venner, som har haft brug for det, når de blev behandlet forkert. 

Men på sådan en højhellig søndag, 3 dage før min 41 årige fødselsdag gjorde jeg det jeg ellers ikke har gjort siden den gang, jeg debatterede med bekendte på Facebook omkring udlændinge i Danmark og med det resultat at jeg har måtte slette "bekendtskaber" fordi jeg ikke vil kaldes alt muligt, bare fordi vi ikke er enige. 

Det pudsige er at nu var det med modsat fortegn, nu var jeg ikke racist, men landsforræder fordi jeg mener at vi danskere skal behandle alle mennesker som er i Danmark med bare en smule respekt også beboerne på mit arbejde.

Men den lille oplevelse her i dag fik mig til at tænke tilbage på min klasse (og ja jeg har flere af dem fra den gang på min venneliste på fb i dag og hvis man spurgte dem ville de nok ikke kunne huske oplevelsen) og på hvordan små ting den gang kunne vokse sig store på en hel anden måde end tingene gør i dag. 

For den gang var der ikke internet, der skulle man stå ansigt til ansigt med dem som mobbede en, det var det et meget aktivt valg at mobbe den gang. 

Nu sker mobningen uden vi helt tænker over det, uden at vi kender dem vi mobber, fordi det sker over nettet på de sociale medier. 

Jeg kan som mor til en dreng på 8 frygte for om han skal opleve det og håbe på at jeg får han opdraget så godt at han ikke gør det.

NADA

For mange år siden kom jeg via mit arbejde i berøring med en metode der hed NADA. Det var en akupunktur behandling hvor man satte op til 5 nåle i hvert øre. Og på den måde kunne det få kroppen til at slappe af både psykisk og fysisk. 

Jeg så det blive brugt til skelrose patienter så de bedre kunne slappe fysisk af i kroppen og jeg så det blive brugt til misbrugere, når de var under afvænning for at de bedre kunne rumme alt det tankemylder som skabes når man ikke længere er påvirket.

Herhjemme har Flemming prøvet det flere gange for hans tankemylder, både da han skulle stoppe med hans misbrug og det som kommer naturligt af hans adhd. Det har hver gang haft en rigtig stor effekt både hvad han selv kunne mærke, men også hvad jeg kunne mærke på ham. 

Vi har derfor i flere år snakket om, at vi skulle finde pengene til at jeg kunne blive NADA- behandler, så jeg kunne give Flemming NADA og han derfor ikke skulle andre steder hen for at få det. Tanken var også at vi forhåbenligtkunne gøre det til en normal ting herhjemme, så at Lukas kunne prøve det for at se, om han kunne have gavn af det i forhold til hans autisme og hans motoriske uro.

Nu er der sket og jeg er blevet NADA- behandler og både Flemming og Lukas er i fast behandling( med hver deres forløb) og hold da op en ændring jeg oplever hos dem begge. 

Jamen hvad er NADA? 

NADA er øre akupunktur hvor 5 nåle sættes i de samme zoner hver gang, dog kan man opnå en mildere, men næsten samme effekt med magnetkugler derfor kan de bruges et supplement til nålene eller som det eneste til især børn eller svækket ældre, som ikke kan forholde sig til at have nåle i øret.

NADA er ikke en behandling i sig selv, men skal mere ses som et supplement og kan derfor bruges sammen med evt anden behandling.

NADA er et redskab til at finde roen i sig selv, og finde de ressourcer frem man har inde i sig selv.

NADA påvirker kroppens eget beroligende system og derfor kan alle tåle en behandling, og derfor kan man ikke få for mange behandlinger.

NADA kan bruges i forhold til stress, angst, indre/ydre uro, tankemylder, søvnbesvær, lindring af abstinenser og stoftrang.

Det jeg godt kan lide ved NADA er, at det som sådan ikke er mig som behandler der gør noget, men det er ens egen krop som får et boost til at kunne være i sig selv og selv arbejde videre.

Herhjemme får Flemming nåle 3 gange om ugen og Lukas får sat magneter en gang om ugen. Og den bedste indikation på at det kan noget, er at Lukas beskriver det med, at det er nemmere at være ham og hans hoved bedre kan følge med, når magnetterne sidder der. 

Jeg kunne bestemt godt tænke mig at udbrede kendskabet til NADA og overvejer kraftigt om jeg skal se om jeg kan skabe en NADA cafe på benene, så flere kan få mulighed for at opleve den virkning NADA har.

Flemming med nåle i ørene

Lukas med magnet i øret

NADA

Mors Corner

Jeg har længe haft mit hjørne i haven, det sted hvor der er mest sol, hvor der er læ og hvor jeg kan slappe af.

Jeg har hvert forår gjort det i stand, fyldt mine krukker med blomster, haft en masse drømme omkring hvordan det skulle være og hvordan det skulle se ud. men ikke helt haft modet og måske har drømmene også gået lidt frem og tilbage i forhold til hvordan det skulle gøres pænt. Især belægningen har volt mig mange kvaler da det har været en blanding af beton og fliser med en jord stribe mellem. ud over det har det været skævt.

Det har betydet at ukrudt hvert år har fået mere og mere fat og da jeg sidste år slet ikke havde overskud og kræfter til noget som helst, var det ikke længere mit frirum og der jeg kunne slappe af.

For 2 år siden optog jeg en video af det og det giver et meget godt billede af hvordan det altid har set ud.

Men i år har jeg endelig fået gjort det i stand, fået klarlagt hvad det var jeg ønskede og hvordan jeg kunne skabe Mors Corner som det nu er blevet døbt.

Det er nu et sted som øser af hygge og afslapning, det er nu virkelig det fristed som jeg har brug for.

Så her er en lille film som viser hvordan det ser ud nu

Kreativitet - en kreativ skabers fortælling

Jeg lægger ikke skjul på at jeg er et kreativt menneske som har et umættelig behov for at skabe noget og det har jeg gjort hele mit liv.

Jeg ser ikke mig selv som kunstner, men som en kreativ skaber.

Min kreativitet har gået i mange retninger, alt fra i min ungdom at tegne og skrive digte, hen over at lave kort både 3D og Pergamano style til i mange år at male og lave figurer med paverpol.
Underliggende for alt dette er jo lysten til at skabe billeder og fremstille konkrete ting. ikke så meget for at andre kan se det, men for at jeg kan finde tryghed i følelsen" dette har jeg skabt".'
Sideløbende med alle disse forskellige kreative udfoldelser er der 2 ting som ligger dybt i mig og som er mere end bare.... som har fuldt mig selv nu hvor jeg snart fylder 40år.
Det er mit kamera og behovet for at skabe smukke billeder og det er min symaskine og lysten til at skabe brugebare genstande.
Den følelse det er at se min søns øjne, når jeg har syet en ny bluse som skiller sig ud og som han synes er det fedeste, den følelse kan rede enhver dårlig dag.

Desværre gør en dårlig skulder at jeg ikke længere kan holde til at have mit kamera med altid, som jeg havde før i tiden, men jeg prøver stadig at skabe smukke billeder i studiet, når der er overskud på smertekontoen.
Det sammen gælder lidt med min symaskine, eller retter jeg er ved at finde ud af hvordan jeg kan blive ved med at skabe, skabe ting min søn elsker at bruge. og en af de ting jeg har fundet ud af, det er ikke at side samme dag som jeg sadler, dvs. at jeg den ene dag klipper stof/ tegner mønster af og den anden dag syr på maskinen.
På den måde kan jeg stadig holde til at glæde min søn og ja andre som i tidens løb har haft glæde af min evne på min symaskine.

Jeg kan nogen gange få kommentarer omkring hvordan jeg kan sy når jeg har så mange smerter, men for mig handler det planlægning og om hvad der giver mig livsglæde, jeg slapper af når jeg sidder foran min symaskine, når stoffet forvandles til tøj.
Jeg er ikke særlig hurtig til at sy og jeg er god til at fordele det ud og ja jeg sidder ikke flere timer af gangen foran maskinen. men jeg vægter højt at nå dagen er god at sidde ved en af maskinerne.

Jeg tror aldrig at jeg kan holde op med at være kreativ, for når jeg har de rigtige dårlige dage hvor min skulder slet ikke kan noget så bliver mut og indelukket men jeg begynder også at dagdrømme/ fantasere om tøj jeg skal sy og billeder jeg skal skabe.
Denne kreativitet er det som får mig til at fungere, det er en ventil til ro og overskud og denne kreativitet er min indentitet.

Jeg tror at hvis man tager disse kreative tilgange til min sjæl væk, ville jeg ryge ned i et sort hul inden i mig selv, jeg ikke tror jeg ville kunne komme op fra igen. Jeg ville hurtig komme til at gå rundt som en zombie.

Taget ud af vinduet hjemme, hvor jeg tit har rovfugle siddende på den anden side af vejen

Jeg føler hele tiden at der er nogen som holder øje med mig og stiller spørgsmåltegn ved de ting jeg gør, om det passer ind i af have smerter, men jeg prøver virkelig at passe på mig selv.
Men det sker da at jeg får syet lidt for længe, fordi jeg lige vil være færdig, men så er der også afregning ved kasse 1 og jeg kan intet i 2-3 dage.
Det er disse oplevelser jeg lære af, lære hvor min grænse er, hvor meget min skulder kan holde til, det er jo også det, jeg det sidste ½ år har gjort på arbejdet, prøve og prøvet og prøvet igen for at finde min grænse for smerter og for bevægelse.

første forsøg

Så er påsken på vej og jeg har i dag gjort første forsøg på påskepynt på min broderimaskine.

 De første forsøg er bare helt hvide, men det er meningen at der skal farve på, så påskeliljerne træder bedre frem.

4 forsøg

3 der blev til noget

en enkel i vinduet

 Ja den er fin og glæder mig til at se den med farver i, men lang vej når jeg skal bruge 10 stk. for at have til alle vinduerne ud mod Ikastvej.

høflighedfrase eller oprindelig interesse

Jeg har rigtig svært ved frasen: Hvordan har du det? For jeg ved aldrig helt om personen virkelig har lyst til at høre.
For har de bare lyst til at høre "jeg har det ok fint", så vi derefter kan gå hver til sit, og tro at alt er fryd og gammen, uden at vide hvordan virkeligheden virkelig er.
Eller er personen oprindelig interesseret i hvordan jeg har det og kan personen rumme når jeg fortæller hvordan jeg så har det.
Da jeg altid er i tvivl er jeg helt stoppet med at fortælle hvordan jeg har det og hvis jeg en enkel gang åbner op for det så fortæller jeg kun små brudstykker fordi jeg tænker at så har den anden person fået nok.

Det er derfor utrolig hvad dyr de kan gøre, Magnus vores ene kanin, han ved altid hvordan jeg har det, for han har sin helt egen måde at spørger om jeg er ok på.

En osteklokke over hovedet

Hvor længe kan man holde og hvor langt kan man presse sig selv ud, jeg tror det er den øvelse jeg har gang i overfor mig selv i øjeblikket.

For lige nu, lever jeg ikke i en osteklokke men med en osteklokke over hovedet, som kun bliver mindre og mindre hver dag.

En osteklokke som hele tiden skal rumme mere end der er plads til, for der skal hele tiden være mine kroniske smerter, min kamp for at gå på arbejde hver dag og min kamp for at acceptere mine egne begrænsninger, der ud over skal det rumme alt det med at være en familie med 2 autister, min søn og hans gøren og laden i det at starte i skole og blive ældre og en smule mere bevidst om at der er nogen punkter, hvor han ikke er ligesom hans venner. 

Til sidst og ikke mindst, skal der også være plads til min kæreste og hans udfordringer, for selvom vi nu har fået en bostøtte til ham, som skal hjælpe med at samle alt det op som ikke længere kan være i min osteklokke og som han ikke helt ved hvad han skal gøre med. Så skal jeg stadig være backup fordi vi jo er en familie.

Og for at få plads til alt dette i min lille osteklokke, så er der noget som må sættes til side. Og lige nu er det blevet mig selv, jeg kan ikke længere mærke mig selv, jeg ved ikke overordnet hvordan jeg har det. 

Det eneste jeg ved er at:

 jeg ikke sover særlig godt om natten, 

jeg er konstant træt, 

jeg glemmer selv helt banale ting, 

jeg kan græde uden grund, 

jeg er ikke længere glad, 

 jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst smilte, sådan uden det var påtaget.

Det er ikke helt galt når jeg har dette billede på min facebook profil, man siger nogen gange at et billede siger mere end ord, så til slut sætter jeg et billede ind af mig selv, så er det jo til fri tolkning hvad det siger.