Når jeg endelig får taget mig sammen, får overvundet frygten, taget telefonen og ringet er der altid gået så lang tid siden sidst, at hullerne er kommet, en tand eller to knækket og stadig der er det kun fordi jeg har haft ondt i nogle af tænderne længe og denne gang er heller ingen undtagelse.
I mandags blev smerterne så uudholdelige at jeg måtte trykke det nummer som får hjertet til at banke, håndfladerne til at svede og pungen til at løbe skrigene bort.
Jeg fik en tid til dagen efter og så snart tiden var i hus, begyndte nevøsiteten at melde sig, undskyldningerne for ikke at komme afsted formede sig i hovedet, flugtruter tegnede sig, men inden jeg kunne sætte dem i værk, ringede jeg til kæresten og bad ham om at tage med så han kunne sørger for jeg kom afsted.
Om aften sidder vi så og snakker om hvor længe siden det er, at jeg sidst var afsted og ved et hurtigt tilbage blik, fandt jeg ud af at sidst jeg var til tandlægen var i starten af 2010 måske slutningen af 2009, så det er bestemt ikke et sted jeg over render.
Om morgen da vi skulle til af afsted, begyndte panikken igen at komme, havde bestemt ikke lyst til at sætte mig i bilen, sommerfuglene dansede træskodans i maven på mig og sveden piplede frem og hænderne blev kolde og klamme.
Men afsted kom vi og ind til tandlægen kom jeg også, ind i stolen og så kom dommen - en rodbehandling, hvilken betyder at jeg om 3 uger igen skal hele det her helved igennem igen, og at jeg allerede nu kan starte med at bygge panikken og nervøsiteten op for jeg kender datoen og tidspunktet.
Om det er en fobi eller bare en skræk ved jeg ik, men den kan virkelig få mig i knæ......
Ingen kommentarer:
Send en kommentar